- Min morfar blev helt utvivlsomt døbt Carl Frederik Kristensen - men han blev altid kaldt Carl Baunsgaard. Hans datter kommer til at hedde Baunsgaard til mellemnavn, og jeg har selv Baunsgård (dog med å), som mellemnavn. Det har været en gåde, hvorfor vi har det navn.
Lidt af forklaringen ligger i følge Poul Erik Christiansens slægtsforskning i, at en datter af morfars farfar Christen Bertelsen - Birthe Marie Christensen - gifter sig med Hans Christian Thomsen fra Baunsgaard i Give sogn. Hans Christian Thomsen var søn af Thomas Mathiasen i Baunsgaard, der atter var søn af Mathias Christensen i Grarup. Disse data er bekræftet, men om det er derfor "Carl F. Kristensen" blev til "Carl Baunsgaard", kan jeg selvfølgelig ikke sige.
"Carl Frederik Christensen uddannedes ved landbruget hjemme, overtog 1918 efter moderen fødehjemmet med et tilliggende på 54 tdr. land, drev dette indtil 1925, arbejdede derefter ved forskelligt, blandt andet ved skærveknusning og tørvegravning, var 1944-1949 formand for Stakroge Tørvefabrik, havde en kort tid en ejendom på 11 tdr. land i Blåhøj og virkede derefter i mange år ved Specialbeton i Odense".
Sådan er han beskrevet i den slægtsbog, der blev udarbejdet af firmaet Dansk Slægtsforskning, Fredericia Sgn., Elbo Hrd. i 1977 "Slægtsbog for efterkommere efter JOHANNES FREDERIK SCHIØTT, møllejer i Hastrup Mølle, Thyregod Sogn, født 1800."
Jeg har spurgt min "mor" hvorfor morfar overtager fødehjemmet, men kun har det i syv år?
Hun fortæller: "Morfar havde kun den store gård i nogle få år, fordi han fik forkøbt sig på moderne landbrugsmaskiner, blandt andet selvbindere. Hans far Bertel drev gården helt uden moderne hjælpemidler, men med heste!" Morfar skriver selv i sin egen levnedsbeskrivelse (som er et imponerende og rørende lille værk på 100 håndskrevne sider, og som befinder sig hos min mor), at auktionsdagen var frygtelig at komme igennem, fordi han havde følelsen af, at alle der, der var kommet for at overvære auktionen, tænkte, at nu havde han sat alt det over styr, som hans forældre havde bygget op.
Dette er verificeret via tingbogen. Det fremgår af tingbogen for ejendommen, at der tinglyses et udlægsskøde, og Brande Lokalarkiv oplyser, at den person, der herved fik skøde på ejendommen, var kendt for at opkøbe forsømte ejendomme, sætte dem lidt i stand, og sælge dem med et passende provenu (hvilket vedkommende ikke tabte penge på).
Da han ikke kan få arbejde på Sjælland, hvor familien flytter til ca. 1950, rejser han til Odense, hvor han sammen med to venner ("Aksel" og "Pedersen") starter det, der senere bliver til Hjallse Beton. Aksel dør og Pedersen "glemmer", at morfar faktisk var medstifter af firmaet, og derfor får han ikke det økonomiske udbytte, der tilkom ham.
Jeg husker selv, at da han havde været der i 25 år, fik han i jubilæumsgave et elektrisk vækkeur! Det var simpelthen det rene røveri, og jeg bliver så harm, hver gang jeg tænker på det. Jeg har læst en del af hans erindringer, og mit indtryk er, at den mand har knoklet, og kom fra små kår, men prøvede alligevel at bygge noget op for sin hustru og sin datter og mormors søn fra et tidligere forhold. Han skriver i sine erindringer blandt andet, at han i konfirmationsgave fik en pibe og ti cigaretter.
--------------------------------------------------------------------------------
Til 'Slægtsbog - Jens Frederik Schiøtt, født 1800, (Dansk Slægtsforskning 1977) fortæller min morfar om sit liv (tegnsætning mv. er min morfars):
"Carl Frederik Christensen er født 1899. Han blev gift 1933 med Mary Kristensen født 1910. Carl måtte tidligt hjælpe til med det daglige arbejde på gården, sprede møg, samle sten, grave tørv, hakke roer, tage kartofler op. Ejendommen bestod da af 40 tdr. land opdyrket hede, og der var seks køer og to heste. Skolegangen var det småt med. Den foregik på en gård, hvor der var lejet en stue til skolestue, og hvor en lærerinde underviste børn fra 7 til 10 år i én klasse. Om sommeren gik man kun i skole om lørdagen.
Sådan gik barneårene med lidt skole og meget arbejde. Forældrene var flittige og stræbsomme og fik med god hjælp af børnene en pæn ejendom ud af det med gode bygninger og en god besætning. Da Carl var 17 år døde faderen af kræft efter to års svær sygdom, og uerfaren som Carl var, måtte han nu stå for driften af ejendommen sammen med sin efterhånden svagelige mor. For letsindige køb af maskiner sammen med uheld i besætningen skabte stor gæld, og selv om søsteren Thora efter moderens død i 1923 hjalp ham flittigt, så lykkedes det ham ikke at overvinde vanskelighederne, så ejendommen gik på tvangsauktion. Carl skriver selv herom:
"Nu stod jeg alene med det, søster Thora var hjemme som en slags husholder. Jeg havde en ung karl til hjælp, men det var alligevel Thora, det gik ud over, hun sled og puklede, jeg havde begyndt at køre tørv og troede, jeg kunne køre igennem, hvad jeg ikke kunne, måske, hvis det havde været i dag, men dengang var det, som der hele tiden blev spændt ben for mig. Jeg ville have min gæld samlet på ét sted, så jeg bedre kunne afdrage den. Det ville Eriksen og Kristensen i Esbjerg, der var korn- og foderstofgrosserer og sammen med Blåhøj Mølle, ikke gå med til. Hvis jeg ikke kunne betale, ville de gøre udlæg i ejendommen, så jeg var færdig. Det hele var for mig at se en fælde, der var lagt gævt til rette.
Det var ikke rart på auktionsdagen at stå til skue for dem, der var kommet for at overvære auktionen, det var, som man kunne mærke, at de tænkte: "Nu har han da fået sat det over styr, som hans forældre har slidt for". Det er ikke nogen rar fornemmelse at få, det har på en måde haft stor indflydelse på mig, det gik også ud over min søster Thora, der havde slidt i det for at hjælpe mig og intet fik ud af det. Jeg havde jo prøvet for lidt og var for selvklog."
Carl arbejdede derefter en tid med skærveknusning og tørveæltning hos Alfred Nielsen. Blandt andet leverede de skærver til jernbanen Thyregod-Tørring. Senere gik turen til Sjælland, hvor han arbejdede med grøftegravning og dræningsarbejde og blev efterhånden så dygtig, at han fungerede som sjakbejds. Disse arbejdssjak, der rejste rundt fra det ene arbejdssted til det andet, førte et frit liv, og Carl fortælle i sine erindringer mange muntre episoder fra den tid.
Også København skulle jo opleves, og Carl fortæller blandt andet:
"Lørdag aften damper vi ind til byen, vi havner i "Den røde Lygte" i Tordenskjoldsgade, besøger også "Det grønne Træ", "Kristian den 4." og "Falken", til sidst havner vi i "Slæven", hvor der er åbent til kl. 5 om morgenen. På den tid kan vi komme ind i "Bommen" og "Tuborg", der ligger i Sverrigsgade.
Jeg har også set en del af byens seværdigheder, men det interesserer mig ikke ret meget. Jeg kan ikke lide en storby, jeg skal være ude i det frie land og venter på at komme hjem i mosen, det er noget andet end storbyen, her holder man ikke sådan sjov med hinanden som hjemme, det er der ikke tid til her. Alle vegne bliver man antastet af bumser, der vil sælge noget, de kan være meget nærgående, det eneste de forstå er: "Skrub ad H. til". Der er mange ting, man lærer efterhånden."
Årene fra 1926-1933 gik med skiftende arbejde rundt om i landet. I 1933 traf han Mary, og de giftede sig i november 1933 og bosatte sig i en lille toværelses lejlighed.
Carl fik nu igen arbejde hos Alfred Nielsen dels i et mergelleje, dels i mosen, og selv om arbejdslønnen var lille, blev der efterhånden samlet lidt møbler til det lille hjem.
I 1937 fik Carl influenza, efterfulgt af lungebetændelse og dobbeltsidet bughindebetændelse, og da det var næsten umuligt at få nogen form for hjælp, blev det et økonomisk hårdt slag for familien.
Efter sygdommen gik det fremad igen med skiftende arbejde ved dræning, mergling, tørveæltning mv., resulterende i, at de kunne købe en lille ejendom på 11 tdr. land ved Blåhøj Mejeri, som han drev nogle år samtidig med arbejdet ude.
Omkring 1947 flytter familien til Ellinge Lyng på Sjælland, men Carl fortsætter med at arbejde rundt om i landet, så han er meget borte fra familien. I 1952 kommer Carl til fabrikken Specialbeton i Odense som støbemester, og den efterhånden faste adskillelse fra familien ender da også med separation og skilsmisse.
I 1968 måtte Carl ophøre med arbejdet og gå på folkepension. Den sidste dag på virksomheden takkede ledelse ham for lang og tro tjeneste, og han fik overrakt et elektrisk ur."
--------------------------------------------------------------------------------
Selv husker jeg morfar have det allerbedst, når han var i sin lille kolonihave i Odense. Den første have var ret lille, og huset på den var tilsvarende lille - men der var hyggeligt! Haven var fyldt med frugtbuske - især stikkelsbær, som tit blev lavet til stikkelsbærgrød. Det smagte glimrende og morfar var dygtig til at lave mad. På et tidspunkt solgte han det lille kolonihavehus, og fik en større grund med flot nyt hus på i haveforeningen "Skytteløkken" i Odense. Da var han desværre bare blevet for gammel til at kunne holde det. Som en slags arveforskud gav han det derfor til Jytte og hendes mand, der solgte det og brugte pengene til udbetalingen på gården på Nellemosevej 21, 5683 i Hårby.
Lidt geografi:
Under ægteskabet med Mary Christensen bor familien fra i hvert tilfælde 1935 til ca. 1950 i Blaahøj. Mary overtager ca. 1950 sin mors hus på Ellinge Lyng ved Højby, hvor familien så flytter til.
Mange år: Allégade 68, Odense
1976/77: Brammingevej 24, Odense V
Sidste adresse Plejehjemmet: Lindevej 5, 3740 Svaneke
Tilflyttet Nexø Kommune den 28/7-1979 fra Odense
Lidt historie om Brande hvor han var født og voksede op:
T. Bundgaard Lassen: Brande Sogns historie, 2. udgave, 1972 (Decimalklasse 46.4 - Brande)
Del 1 - Side 14:
Om Brande kommunevåben: I begyndelsen af året 1942 tog sognerådsformand trafikassistent V. Eriksen, Brande, initiativet til, at Brande sogneråd på en eller anden måde markerede 100 året for sogneforstanderskabets indførelse og efter nogen forhandling herom, vedtog man at lade det ske ved, at sognerådet foranledigede, at Brande sogns historie blev samlet, at kommunen bekostede udgivelsen, og at kommunen samtidig lod fremstille et kommunevåben.
Brande sogn var jo endnu i forrige århundrede et hedesogn, hvor beboerne levede et nøjsomt liv fattigt på adspredelser. De kom sjældent uden for sognets grænser, og gamle vaner og skikke holdt sig på grund af denne afsondrethed fra omverdenen længere her end andre steder.
Her var et rigt fugleliv, og blandt hedens fugle dominerede den stolte urhane i en sådan grad, at den blev kaldt "Hedens konge". Det var et prægtigt syn i forårstiden at se de statelige urhaner i kamp om hunnerne på hedens skogrepladser. Det var derfor naturligt, at de første forslag til motiv til Brande kommunevåben var en urhane som symbol for heden, ensomheden og den vildsomhed, der herskede på de store hedestrækninger, der i ældre tid bredte sig over store dele af sognet.
Kommunevåbnet er registreret hos direktoratet for patent- og varemærkevæsenet under nr. 92/1942.
Del 1 - Side 19 ff:
Brande sogn er det største af Vejle amts sogne. Det ligger i Nørvang herred, nordvestligst i amtet, og grænser til følgende sogne: Thyregod, Give, Blåhøj, Sdr. Omme, Skarrild, Arnborg og Ejstrup.
Terrænet er overvejende fladt, men de flade strækninger afbrydes dog af et længere højdedrag, der strækker sig gennem sognet fra sydøst til nordvest. fra Rækkelundbjerg (83 m), over Langkjær, højdedragets højeste sted (84 m) til Sandfeldbjerg (74 m). Jorderne består enten af sand eller sandmuld, på de flade strækninger med et underlag af al, sand eller mergel og i højdedraget ler. En betydelig del af sognet hører til amtets magreste jord. Her findes således endnu store hedestrækninger med mange kræ og moser. Sognet er i det hele taget rigt på tørvemoser. Sognet er præget af nåletræsbeplantninger i smukke plantager. Løvskove findes ikke.
Afsnittet om tøveproduktion har jeg medtaget, fordi morfar arbejdede flere sæsoner i tøvemosen, og fordi jeg ikke selv har været helt klar over, hvad tørv var, hvordan de blev fremstillet, og hvad de kunne bruges til.
Del 1 - Side 73 ff: Om Tørveproduktionen i Brande og omegn
I ældre tid har der flere steder i og omkring Brande sogn været sandflugt. Grunden er formentlig, at der i tørre somre er opstået ildebrand i heden, og det har brændt ikke alene lyngen, men også morlaget af. Vinden har således fået hul ned i sandet og er blevet ved med at æde sig længere ned i jordlaget. Vinden gjorde skade, hvor den tog sandet, men også hvor den lagde det. Det skete ofte om foråret, at nysåede marker blev ødelagt ved sandflugt. Flere steder blev tørvemoser dækket med sand, men da moserne blev gravet ud, viste det sig, at der var udmærket brændsel i dem, da tørvejorden var blevet sammenpresset under sandet.
Kilde: Brande Sogns historie, 2. del, 2. udgave, 1972, side 336 (af T. Bundgaard Lassen, udgivet af Brande byråd).
Fra den allerældste tid har tørvegraving og brugen af tørv som brændsel været kendt her i landet, særlig i de vest- og midtjyske egne. Det var vel dog først efter, at skovene var ødelagt af for stærk hugst til jernsmeltning, og af store ildebrande, at tørvene eller klynerne, som de blev kaldt, rigtig kom i brug.
Fra første færd og til omkring århundredeskiftet var der kun to måder at fremstille tørv på. Hvor dyndet var af ringe kvalitet, blev det æltet enten med benene eller med et stykke redskab. Dyndet blev derefter hældt ud i forme eller lagt ud på jorden og med et stykke jern, skåret i passende firkanter. Hvor dyndet var mere hårdt og sammenholdende, blev det gravet op. En mand stod i graven og håndterede en lille spade, med hvilken han først skar tørvene løse og derefter lagde dem op på brinken. Derfra blev de kørt ud på læggepladsen, hvor de blev sat på kant og opstillet i fine rækker.
På landet havde enhver ejendom som regel sit tørveskifte eller ret til tørvegravning, og der blev gravet sidst i maj til et års forbrug, dog altid rigeligt, for som man sagde dengang: "Når tørvene slår godt til, så gør pengene det også".
Efter århundredskiftet, blev der bygget mange jernbaner ud over landet. Dette lettede i høj grad tørvetransporterne, ligesom de hurtigt opvoksende landsbyer var gode aftagere af tørv. Dette fremkaldte en større produktion. Nye redskaber blev opfundet til fremme af tørveproduktionen. Således først en spade, som man kunne tage to tørv med ad gangen. Derefter fandt man på at lægge tørvene op i spalter, dvs. 5-6 sammenhængende tørv, som derefter blev taget med en greb og lagt op på et vognfjæl, hvorefter de blev slæbt til tørrepladsen af en hest. Først når spalterne var sat på jorden, blev de skåret i passende størrelser med et stykke jern. Den fremgangsmåde blev senere afløst af en maskine, som man står med ovenfor graven. Maskinen trykkes ned i dyndet, hvor en kniv skærer tørvene løs. De kan herefter hales eller slæbes op på brinken i en meget større spalt nu, ofte en spalt, som, når den er kørt på plads, giver materiale til ca. 16 stk. tørv. Denne sidste fremgangsmåde er den mest gængse nu; dog bruges der ofte et spor i stedet for vognfjælen.
Under forrige krig 1914-18, da der hurtigt blev mangel på udenlandsk brændsel, og da dette havde fået indpas i større som mindre virksomheder og i mange tilfælde til køkkenbrug, samt da det i store mængder blev brugt i byerne til varmeanlæg, blev der hurtigt brug for de danske tørvemoser. Den gammeldags måde at grave tørv på gav alt for lidt. Man fandt da på at ælte tørvene med maskinkraft. Dette gav tørveproduktionen et godt skub. På den måde med at lægge spor ud på de omliggende marker blev der skaffet læggeplads til millioner af tørv, der blev produceret fra samme ælteværk.
Efter krigen faldt tørveproduktionen atter tilbage i samme leje som før krigen. Dog blev enkelte større tørveværker ved med at holde produktionen i gang, idet de nu kunne producere en meget fin vare, som kunne afsættes overalt i landet.
Da anden verdenskrig udbrød i efteråret 1939, blev det straks galt med det udenlandske brændsel igen, idet de krigsførende landes undervandsbåde og flyvere lagde sejladsen store hindringer i vejen. Det var da naturligt, at der straks sattes ind med fabrikationen af store mængder tørv. Der var nu opfundet en ny fabrikationsmåde nemlig pressetørv. Den nye maskine kunne presse dyndet ud gennem en form, uden iblanding af vand som ved æltningen, og i tusindvis blev disse maskiner i krigens år brug og har været en væsentlig faktor i tørveproduktionen.
Kunne tørvemoserne holde til den belastning? På visse egne, hvor bane- og vejforhold var ideelle, tog det vel hårdt på moserne, men på den nye måde med æltning og presning udnyttedes dyndet meget mere effektivt, idet al dyndet blev taget med fra en side af, og som regel til bunds, idet der gerne var anbragt et pumpeværk i forbindelse med ælte- og presseværker. En stor fordel ved æltning og presning var, at tørvene på tørrepladsen anbragtes på siden, hvorved de hurtigt gennemtørredes af sol og vind i modsætning til gravetørvene, som jo stod tæt sammen og på højkant.
Tørveproduktionen var dog mest afhængig af vejrforholdene, hvilke tørveproducenterne kunne tale med om. De fleste har vel i disse år kunnet tage en gevinst hjem, men mange har også prøvet at sætte store penge til, f.eks. ved at det sidst fabrikerede hold tørv måtte overvintre på læggepladsen.
Tørveproduktionen kunne betegnes som en overmådig nyttig industri, såvel i freds- som i krigstid. Indsatsen af arbejdskraft var her meget stor og krævende, hvilket tørvearbejderen sikkert har kunnet give sit samtykke til. Alligevel arbejdedes der alle vegne med humør. Arbejdet faldt i højsommerens tid. Solen brunede de næsten nøgne arbejdere, så man godt kunne tro, at de var født under sydens sol i stedet for i det høje nord.
Kilde: Hefte nr. 7, Skærlund og Brogård, 1. del.:
Matr. nr. 9-T, Anneksgård, Sdr. Karsthoftevej 13
og film S1-771 fol. 266 på LAV Realregister til Skøde- og Panteprotokol
Udstykket fra 9-H, Schiøttsminde af Johannes Schiøtt til en datter.
Skøde fra Johannes Schjøth til: Bertel Kristensen den 24.8.1889, tinglyst den 14.2.1890
3. Skøde til: Carl F. Kristensen den 1.3.1919, tinglyst den 28.12.1922
4. Fogedudlægsskøde til: møller P. Chr. Pedersen, tinglyst den 6.9.1929
5. Skøde til: Marinus Lund, tinglyst den 1.11.1929 (Marinus Lunds speciale var at købe forsømte ejendomme, sætte dem lidt i stand, og så sælge dem igen (med fortjeneste)).
6. Skøde til: Holger Mortensen, tinglyst den 2.2.1934
Gårdens areal 45,9 ha. Desuden noget tilforpagtet jord. Bygningerne nedbrændte 1946 og blev genopført især mhp. kreaturhold. Siden er staldene blevet udvidet betydeligt, der er bygget nyt silohus og nyt stuehus. Der er ca. 50 årskøer r.d.m (rød dansk malkerace).
|
1899 - 1982 (83 år) Har 100 aner og 3 efterkommere i denne familiefil.
