- Gift den 4. februar 1945 med H. Chr. Folmer Børgesen, Ingeniør født den 10. marts 1910 i Odense; ægteskabet opløst.
Gik bla. i skole i Stenderup, havde derefter plads, dels ved husgerning dels som servitrice, gennemgik senere plejeuddannelsen ved Åndsvageforsorgens Centralinstitution i Brejning og er stadig (ca. 1976 - red.) ansat her, fra 1969 som souschef.
--------------------
Rækkefølgen på de tre mænd er:
1) Laurids Emil Frederiksen
2) Hans Christian Frederik Folmer Børgesen
3) Ejnar Erik Vilhelmsen
--------------------
Dette fortæller Eva Børgesen om sin barndom til sin søn Teddy Børgesen under et besøg hos ham i marts 1995:
"Jeg blev født den 07.11.1919 på gården "Lille Økjær" i Barslund pr. Kibæk som nummer fem af en søskendeflok på syv. Jeg blev døbt i Skarrild kirke. På dette tidspunkt havde far og mor det økonomisk godt. Der hørte store mosearealer til gården. Mine forældre havde dengang mange folk både til at grave brunkul i moserne, folk til at transportere kullene til Brande banegård, hvilket foregik i hestevogne. Af samme grund havde vi mange heste på gården. På Brande banegård blev kullene omlæsset til godsvogne og kørt til Odense og Københavns glasværker. Mange af daglejerne var på kost i hjemmet, hvorfor mor også havde piger til hjælp med husholdning og madlavning. Vi var på det tidspunkt fem mindreårige børn.
I november 1921, da min broder Kjær var tre uger gammel brændte "Lille Økjær". Grunden til branden var, at mor havde hængt Kjærs bleer til tørre på kakkelovnslågen. Der havde tilsyneladende været mere ild i, end hun havde regnet med. Hen på natten vågnede mine forældre ved røgudviklingen, men da var ilden så vidt fremskreden, at vi kom ud i vores nattøj og de dyner vi lå i. Vi blev anbragt i laden, - i halmen. Og ved naboers hjælp prøvede de at slukke ilden med spande med vand. Ilden var dog så vidt fremskreden, at huset var faldet sammen inden brandvæsenet var nået frem. Trods flammerne løb mor ind i huset for at redde et stort stueur, de havde fået hjemmefra i bryllupsgave. I det stueur lå en meget kostbar guldkæde, som mor havde fået til sit bryllup af sin mor.
-----
Som børn har vi hørt mor fortælle, at en slægtning reddede Gustav Wasa, da han flygtede fra Kalø og på et tidspunkt var kommet fra sit følge. Denne slægtning red over et meget stort moseområde, hvor han opdagede Gustav Wasa sidde fast i mosen. Som tak for hjælpen tog Gustav Wasa den omtalte guldkæde fra sin hals og hængte den omkring slægtningens hals, hvorefter han skulle have sagt: "Du reddede mit liv. Som tak herfor adler jeg dig. Dit navn skal være "Durck" fordi du red "durch igennem". Og sagde videre, at for eftertiden skal din slægt videreføres ved, at den første-fødte altid skal være en pige med brune øjne".
Kald det historie eller ej, fortæller mor, men indtil nu har det passet, idet min oldemor (Christiane Catharine Schiøtt) var den førstefødte pige med brune øjne. For min bedstemor (Emilie Rasmine Elisabeth Schiøtt) var det, det samme. Min mor (Johanne Kristiane Kristensen) havde som den førstefødte af fire søskende også brune øjne. Blandt os syv søskende er Bertha den eneste med brune øjne. Hun var også den førstefødte. Bertha nåede aldrig at få kæden, fordi den blev mistet ved "Lille Økjærs" brand.
Bertha fødte senere tvillinger, hvoraf den første var en dødfødt pige og en lille dreng, der døde en time efter fødslen (dette er verificeret i august 2023, og det er korrekt). Hun fik aldrig senere børn, så på den måde er det ligesom det med den første-fødte pige med brune øjne er "en saga blot". Slægtsforskningen, som jeg ikke synes har været eminent, har trods alt fundet en person i Kolding, hvor navnet ikke er stavet som det, der er anført i bogen. Man har derudover fundet et par navne i Sverige, der bærer det rigtige navn. Slægtsforskeren hævder, at der ikke kan gås længere tilbage end kirkebøgerne viser. Dette på trods af, at der i bogen er et billede af den gamle dame, der er anført som slægtens første i denne forbindelse, nemlig Cathrine Elisabeth Durck. Mor fortalte også, at vores slægt engang har ejet Bogø. Men det har nu nok været adelsslægten Durck, idet Catharine Elisabeth Durcks datter er født på Bogø i 1835. Denne datter Christiane Catharine blev senere gift ind i Schiøtt-slægten.
-----
En tid boede vi alle sammen der i laden. Sognepræsten sørgede for en indsamling af brugt tøj til børnene. Der var jo ingen hjælp at få. Mor prøvede at holde sammen på stumperne på mange måder. Bl.a. lavede hun sæbe, som hun kogte i gruekedlen. Den blev lavet af oksetalg, andre dele og nitroglycerin. Det blev en fin hvid, meget stiv sæbe, som hun skar i større og mindre stykker, der blev læsset på cyklen. Sæben solgte hun til gårdejere og andre på egnen. Det blev til mange kilometers kørsel. Også mange af disse var ikke velbemidlede, hvorfor mor i stedet for penge ofte fik en skål fedt, nogle æg og sommetider en høne eller et stykke flæsk som betaling. I det lange løb var det jo ikke nok og derfor blev vi stykket ud til familien.
Min ældste søster Bertha og min næstældste søster Tut (Magdalene) kom til onkel Peter og moster Anne, jeg husker ikke tydeligt, om det var Sandfeldgård ved Brande, eller om de på det tidspunkt var flyttet til Brandlund. Mine brødre Henry og Villy kom hjem til mors fødehjem; annekset i Skærlund ved Brande, hvor onkel Carl og moster Thora stadig boede. Jeg, som nummer fem kom hjem til bedstemor i Nr. Vilstrup ved Vejle, hvor jeg var et halvt års tid. Derfra kom jeg ud til onkel Cornelius og faster Lene i Klovborg. Onkel Cornelius var skovfoged i Mattrupskovene. De havde ingen børn og blev alt for glade for mig, og ville gerne have haft, at jeg skulle blive der. Det var min mor godt klar over, så en dag kom hun og hentede mig på cykel, en lang tur. Vi skulle til Boller ved Horsens, hvor min far havde fået arbejde som røgter.
I mellemtiden havde mine forældre gennemlevet en virkelig svær tid. Efter branden kunne far ikke få arbejde, fordi han ikke var i fagforening, og når han ikke havde arbejde, kunne han ikke melde sig ind i en fagforening. Det lykkedes ham dog at få arbejde som løsarbejder ved DSB. Hvorved det lykkedes dem at få bygget gården op igen, men gik ned sammen med Landmandsbanken, der krakkede på det tidspunkt. Da gården var bygget op igen kom lillebroder Robert til verden. Jeg husker endnu tydeligt, da de kom for at købe fars heste. Han havde en 16-18 stykker. Det var svært for mine forældre, og vi børn var med nede i engen for at hente heste hjem. Jeg husker en stor sort hest, der hed Svend, som gik med bøjet hoved, for at jeg kunne nå dens pandehår, mens jeg trak den hjem. Hjemme i gården stod der mange mænd, hestehandlere i hvide kitler og andre mænd med piske. Der blev slået smæld med piskene for at få hestene til at løbe rundt, så hestehandlerne kunne vurdere dem og prisen for hvert dyr. Et kapitel i livet var slut. Far og mor var økonomisk færdige. Men med syv børn skal livet gå videre. Som tiden gik, fik far fast arbejde på Boller, som tidligere nævnt. Børnene var efterhånden kommet hjem igen. For mor har det været rædselsfuldt, at begynde der. Hun skulle møde morgen og aften til malkning af godsets køer sammen med en masse andre malkekoner af flere nationaliteter - også polakker.
Der var langt over 300 køer. Jeg kan endnu huske, at mor sad og gned sine arme med indbindinger. Det var jo håndmalkning og helt uvant arbejde. Men hun skulle jo følge med de andre. Vi følte dog, at vi igen var ved at komme ovenpå. Vi havde som den eneste familie eget hus med plads til både høns og grise. Vi var trods alt glade for at være der. Der var mange børn at lege med, og far og mor var livlige mennesker, der hurtigt faldt godt til. I den tid gik vi i Tyrsted skole. Jeg var efterhånden blevet syv år gammel. (1926). Vi var på Boller i fire år. Far var blevet en betroet medhjælper.
Det var jo andre tider dengang, hvor en "overfodermester" virkelig var en stor stilling. Denne overfodermester var glad for min far og opfordrede ham til at søge en stilling som selvstændig fodermester. Af den grund søgte far en stilling som fodermester på Stenderupgård ved Kolding, det var i 1928.
Min ældste søster Bertha var nu konfirmeret og havde fået plads på en gård. På Stenderupgård var der mere end 50 køer til håndmalkning. Det var jo umuligt for far og mor at klare alene, hvorfor vi, Tut, Henry, Villy og jeg var med morgen og aften til malkningen. Jeg var nu otte år. Jeg kom vel mest med, fordi jeg var meget mørkeræd og ikke turde være alene hjemme om morgenen. Jeg var så mørkeræd, at mor måtte hænge store grå tæpper op foran køkkenvinduerne, fordi jeg altid følte, at nogen kiggede ind. Her sad jeg så på en stol med ryggen mod vinduerne med fødderne inde i komfurets ovn og læste lektier. Jeg kunne bibelhistorien udenad. Det må have interesseret mig meget. En elsket leg på det tidspunkt var, at vi altid legede skole, hvor børnene var placeret på stole, som i skolen. Jeg var altid lærerinden. Uden os børn havde far og mor ikke kunnet klare denne plads, men vi var glade for at være med. Vi blev accepteret som medhjælpere og gik op i arbejdet med liv og sjæl. Vi vidste alt om kreaturerne. F.eks. vidste vi, hvem der var "forældre" til de forskellige kalve, der lige var født.
Efter morgenmalkningen skulle dyrene fodres. Roer skulle læsses i trillebøre udenfor. Vi var ikke store nok til at bruge skovl, så vi brugte høtyve - højst to roer af gangen. Om vinteren var det en kold tur. I den tid bar far kraftfoder i 50 kg-sække på ryggen. Han bar mange sække tværs over gårdspladsen (hvor upraktisk kunne man sige i dag). Derefter skulle der muges og grebningerne (riller til køernes afføring) skulle gøres rene. Mellemgangene skulle fejes og køerne skulle have strøelse. Gødningen blev kørt på møddingen ved hjælp af trillebør. Når kostalden var ren og fin og køerne lå og gumlede i det friske strøelse var det tid til morgenmad derhjemme. Jeg kørte altid med far på cyklen. Jeg husker tårerne fløj fra øjnene, når vi kørte hjem, især i frostvejr. Mine tårekanaler har altid haft svært ved at holde sig åbne.
Året efter magtede vi at få svinestalden med, hvilket gav mere arbejde, men også mere i løn til mor og far. Jeg husker ikke om lillebroder Kjær på det tidspunkt var stor nok til at hjælpe.
At flytte til Stenderup skole var ikke morsomt. Stenderupboerne tålte ikke tilflyttere. Det kunne vi mærke, særligt i frikvartererne. Der var et særligt sprog. Jeg talte helst ikke, men nøjedes med at sige "næh", hvis jeg blev spurgt om noget, hvorfor jeg til sidst blev spurgt; om jeg kun kunne sige "Næh"?
Når vi skulle have vores overtøj på, var der sommetider hældt vand igennem ærmerne. Hvis jeg ikke vidste hvem det var, lod jeg som ingenting, men opdagede jeg, hvem det var, fik vedkommende bank. Jeg slog med skoletasken, når vi var udenfor skolen. I klassen klarede jeg mig fint. Jeg fik lov til at vande blomster og andre småting, mens de andre lavede regning. I de små klasser kunne jeg vældig godt lide min lærerinde, og det var gensidigt. Derved kom jeg af og til i hendes hjem. Hun var dog lidt "hellig" og fortalte mig, at jeg skulle være god mod mine forældre og søskende, så længe jeg havde dem. Hun var selv opvokset på et børnehjem i Strib, havde hun fortalt mig. Hun blev kaldt rødbedetud af de andre børn på grund af farven på hendes næse, men jeg syntes nu, det var synd.
I de større klasser blev vi flyttet over på den gamle skole ved kirken, her gik jeg resten af min skoletid. Selvom det betød flere lektier her, mindes jeg, hvordan vi i frikvartererne altid spillede rundbold og måske læste - lidt forsinket - på lektier til den forestående time. Al vores morgenarbejde bevirkede, at jeg ofte kom lidt for sent i skole. Kjær og jeg delte cykel, så vi kørte hver halvvejen. Hvis det var mig, der skulle køre den sidste halvvej, skulle jeg forbi mejeriet, hvor der altid stod en hel masse unge drenge, der kørte mælk fra gårdene til mejeriet. De piftede i fingrene og råbte mange skøre ting efter os halvstore piger. Jeg syntes, de var fjollede. Men sjovt var det.
Fra femte klasse gik vi som nævnt i den store skole. Her skulle vi stadigvæk skifte sko, når vi kom indenfor. Vi skulle altid have skiftesko med. I klasserne var der bræddegulv, der blev ferniseret til jul og til sommerferie. Skolepulten var en fast bænk med pult til to. Midt i pulten var der et hul til blækhus. De stod i række efter hinanden. Vi skrev med pen og penneskaft. I hver klasse var der en forhøjning foran tavlen. Her var lærerens kateter placeret. I hjørnet i hver klasse var der en stor rund kakkelovn, hvor der blev fyret med kul og koks om vinteren. I kakkelovnen var der et par store låger, som kunne lukkes op. Vores førstelærer brugte altid disse låger til at hænge sine våde, "forkølede" lommetørklæder på. Det, syntes jeg, var ulækkert. Skolen var i umiddelbar nærhed af kirken med en stor plads foran med toppede brosten. Vi var så nær ved kirken, at vi altid kunne følge med i begravelser o.l.; vi kunne høre, når de sang salmerne på kirkegården. De toppede brosten blev hver fredag rengjort af de større drenge, der blev sendt ud med hver sin kniv for at pille græs op mellem stenene. Dette foregik i skoletimerne. Jeg tror, det var fordi læreren altid ville have det pænt, fordi folk skulle gå hen over pladsen på vej til gudstjenesten om søndagen.
Vores førstelærer var "Blå Kors" - mand, så vi fik af og til en opsang om ikke at bevæge os ind på drikfældighedens vej. Vores andenlærer var mere lige ud ad landevejen og lettere at tale med. Han underviste bl.a. i historie og kom ind på seksualundervisning. Herom sagde han bl.a., at seksuallivet var en "forunderlig følelse" mellem mand og kvinde. Det fniste vi meget af i de timer. Vel nok fordi vi trods alt var lidt generte ved det. Dengang hørte vi jo ikke meget om dette emne.
Derhjemme var der for det meste også liv og glade dage. Der kom altid mange unge mennesker om aftenen. Gårdens karle og piger, og af og til også fra andre gårde. Nogle af de unge kunne spille harmonika, andre mandolin og resten af forsamlingen sang med på de melodier, de spillede. Vi sang fædrelandssange og skillingsviser fra gamle, gamle tider, som mor kendte mange af. Vi lærte også nogle af de nye, der var fremme i tiden. Vi sad altid i køkkenet på den faste bænk ved vinduet. Der var et stort køkkenbord. Mor sad altid på en bestemt plads ved komfuret, hvor hun strikkede eller stoppede strømper, mens hun deltog i "underholdningen". Far var også med, men gik altid før i seng. Hans signal til, at nu kunne det snart være slut, var, at han altid begyndte at trække vækkeuret op.
Til Stenderupgård var der indkøbt en anden gård ved navn "Dalsager", her boede vi i stuehuset, mens vi arbejdede på Stenderupgård. Der var en kæmpehave ved Dalsager. Helt særpræget var der et valnøddetræ. Der engang for over hundrede år siden var blevet stynet. Det havde bevirket, at fire grene var udvokset i hver sin retning. Her havde karlene sat brædder op så der blev en platform med trappestige. Her kunne vi sidde oppe og nyde livet. Der er i tidens løb taget flere billeder af dette træ, - ærgerligt, at de er borte nu. Rundt om den meget store græsplæne foran stuehuset kørte drengene og karlene "dirt-track" på sommeraftner. Om vinteren havde far hos bødkeren fået lavet en kane med brede meder, så bred, at vi kunne sidde en fem, seks stykker på den. Det var faktisk en kæmpe slæde.
Vi var stolte, da vi efter, at have været på Stenderupgård i et år blev nummer et i "kontrol-foreningen" (mælkekvalitet, fedtprocent og smørmængde, renlighed og i det hele taget kontrol af mælken, mælkemængde pr. ko m.v.), en ære, der altid tidligere havde tilhørt "Lykkesgård", som var en endnu større gård i Stenderup. Dette være kun fortalt for at pointere, at børn også dengang kunne finde tilfredsstillelse i at være med i arbejdet.
Jeg blev konfirmeret i Sdr. Stenderup kirke den 8. april 1934, hvorefter vi flyttede til Taarupgaard ved Årup på Fyn. Det var en meget større gård, hvor der skulle være 10 til at malke. Jeg kan endnu huske, hvordan folkene på gården hviskede til hinanden: "Er det de børn, vi skal have med"? De blev klogere. Mor og jeg var altid de første, der var færdige med malkningen og kunne gå hjem. Samtidig hermed havde jeg fået min første halvdagsplads hos en skomager. Senere kom jeg på et vaskeri i Årup. [13]
|
1919 - 1996 (76 år)
Har 104 aner og 3 efterkommere i denne familiefil.
