Johannes Frederik Schiøtt var udgangspunktet for slægtsbogen om Schiøtt-familien: "Slægtsbog - Jens Frederik Schiøtt. Slægtsbog for efterkommere efter JOHANNES FREDERIK SCHIØTT, mølleejer i Hastrup Mølle, Thyregod Sogn, født 1800." Udgivet 1977 af Dansk Slægtsforkning i Fredericia.
Bogen behandler som mange købte slægtsbøger en smule af forslægten i et par generationer, og behandler dernæst primært efterslægten. På denne måde får slægtsbogen form som en ambolt med en vældig fod, og firmaet bag bogen har sikret sig en potentielt stor køberskare.
Han blev født i Skælskør 1800 og døde i Hastrup Mølle i Thyregod Sogn, 67 år gl. Han gifter sig med Cathrine Elisbeth Durck, og de får sammen otte børn, hvoraf den ene er dødfødt. Alle børnene er født på Bogø.
Johannes Frederik Schiøtt var 1834 - 1846 Mølleforpagter på Bogø, hvilket fremgår af folketællingen for 1834, hvor han er beskrevet som en "34-årig ugift mestersvend" på Bavelse Mølle, Bavelse Sogn, Tybjerg Herred, Præstø Amt og i folketællingen for 1845 står han som møller på Bogø Mølle.
"Bavelse Mølle pr. Herlufmagle: Møllen er opført ca. 1770 og købtes i 1873 af Møller Hans Madsen, som døde i 1893, hvorefter hans Enke bortforpagtede Møllen til sin Søn, som overtog den i 1923. - Der er indlagt en 12 HK Petroleumsmotor." Kilde: "Danske Møller" af Niels Meyn og H. Loft, Erhvervsforlaget for håndværk, handel og industri, København 1934 (Side 108).
Ved Carl Reinholdt Durcks vielse med Juliane Marie Jensen i 1850 i Helligåndskirken i København er Johannes Frederik Schiøtt forlover, og hans adresse er Tømmergaden 395, og han arbejder i følge Slægtsbogen om Schiøtt-familien på det tidspunkt (ca. 1850 - 1853) som Mælkehandler i København.
Han køber 4. november 1852 Hastrup Mølle i Thyregod Sogn. Prisen: 14.000 Rigsbankdaler. Han driver Hastrup Mølle til sin død, hvorefter sønnen Jens Henrik overtager den.
Han findes i folketællingen 1860 for Thyregod, Hastrup som 60-årig. Hans kone angives da at være 57 år. Sønnen Jens Henrik bor stadig hjemme.
Poul Erik Christiansen citerer skifteprotokol SP 28 Fol 836:
I forbindelse med boopgørelsen efter hans kone Elisabeth Durch oplyses det, at Møller Johannes Frederik Schiødt havde haft en Mølle på Bogø i flere år. Derpå flyttede han til København, hvor han var Meel- og Grynhandler i ½ års tid. Han kjøbte en Eiendom (paa) Christianshavn. Derfra flyttede han til Hastrup Mølle i Thyregod Sogn. Oplyst af Enkefru Andrea Rasmine Schiødt, der havde været gift med Møller Schiødts Broder, Farver i Næstved (red. Jens Henrik Schiøtt). Hendes søn Johannes Carl Christian Schiødt, Gaardeier i Skjærlund, Brande Sogn, var gift med Christiane Cathrine Schiødt, Datter af Møller Schiødt.
Min konklusion i juli 2003: Dette er altså (endelig) forklaringen på det fætter/kusine forhold, (der er omtalt i slægtsbogen, men ikke der er dyrket nærmere) mellem ægteparret Johannes Carl Christian Schiøtt og Christiane Cathrine Schiøtt. Der er tale om et anesammenfald!
Der foreligger et tingsvidne fra Varde Ret ved Enken Christine Marie Schmidt (hvem i alverden er hun?), hvor hun bevidner, at Møllerparret har været gift i 36-37 år.
------------------------------
Johannes Krusborg "Thyregod Sogn" side 60:
"Det vides ikke, hvornår møllen er grundlagt. Sagnet siger, at herregården "Hastrup" og møllen er bygget af Dronning Thyra. Møllen omtales første gang i historien i 1635, da herremanden på Hastrup blev indstævnet for at have omhugget Isenbjerg Skov og ført træet til sin savmølle ved Hastrup Vandmølle.
...
I april 1845 skete der en større katastrofe for den gamle mølle. Efter en streng vinter med megen sne begyndte der først i april pludselig at blive tøvejr, store vandmængder strømmede igennem åen, og presset blev så hårdt, at vandet skyllede Ålegården og en stor del af møllen væk."
Krusborg, side 61:
"Siden Hastrup Mølle blev fri ejendom efter 1800-tallet, har der været mange ejere og brugere. I 1853 købte den gamle mølleslægt møllen.
Det var møller Jens (skal være Johannes - red 05/2004) Frederik Schiøtt fra Bogø, til hvis søn møller Jens Henrik Schiøtt, den overgik i 1878. I 1884 overtoges møllen af broderen til mølleren, Carl Frederik Schiøtt, hvis søn Kristian Schiøtt, overtog møllen i 1908. I hans ejertid blev der fra møllergården fraskilt jord til et par nye gårdbrug. Han drev mølleriet til ca. 1920, senere oprettede han restaurant i den gamle mølle. I 1936 solgtes møllen til fiskeriejer Nissen Jøker fra Harrild, som oprettede et dambrug og samtidig frasolgte et større areal til tilplantning. I 1944 solgtes møllen til købmand A. Mortensen, Thyregod, hvis enke K. Mortensen stadig ejer den.
Nu er forlængst den samle mølleidyl borte, det knirkende vandhjul, de skramlende vogne over den brolagte gårdsplads, den højrøstede tale i møllestuen, hvor mange en snaps er udskænket. Stilheden har sænket sig over den gamle mølle, men smukt er der endnu. Ejeren værner godt om stedet."
------------------------------
Vidne til: Johannes Carl Christian Schjøtt, Gift 5 apr 1861 Thyregod Kirke
Vidne til: Carl Reinholdt Durck, Gift 6 nov 1850 Helligåndskirken, København
------------------------------
Skødet for købet af Hastrup Mølle lyder således (afskrift fra slægtsbogen):
"Jeg underskrevne Jacob Peder Rahbek erkiender herved at have solgt og afhændet, ligesom jeg og herved sælger, skiøder og aldeles fra mig afhænder fra mig og mine arvinger til Johannes Frederik Schjøtt og hans Arvinger, den mig i følge Skjøde, tinglæst den 25. Juli 1851, tilhørende Eiendom Hastrup Mølle i Thyregod Sogn, Veile Amt, staaende for Hartkorn ny Matr. Anger og Eng 3 Tdr. 0 Skp. 3 Fjdk. 2½ Alb, gl. Matr 5 Tdr. 1 Fjdk 2 Album og Mølleskyld 8 Tdr. 4 Skp. 2 Fjdk og gl. Skat 25 Rbd. 25 Sk., og da nu bemeldte Hr Schiøtt har afgiordt og berigtiget den imellem os herfor accorderede Kjøbesumma 14.000 Rbd., skriver Fjorten Tusinde Rigsbankdaler, derved:
1) at han har overtaget og snarest muligt besørger indfriet de i Eiendommen indestaaende Prioriteter, nemlig:
til Madam Petersen 2.000 Rbd.
til Frue Møller i Horsens 900 Rbd.
til Frøken Hviid 200 Rbd. og
til Tobaksfabrikør Hankel 400 Rbd.
3.500 Rbd, og
2) at han har fyldestgiort mig for resten af Kjøbesummen, deels ved under d.d. at udstæde Obligation til Cancellieraad Anchersen i Veile for Summa 2.500 Rbd.
og til mig selv for 3.000 Rbd og deels ved kontant Betaling 5.000 Rbd. I alt 14.000 Rbd.
saa fraskriver jeg ved dette mit lovlige skjøde mig og mine Arvinger al videre Ret eller Rettighed til og lod eller Deel udi fornævnte Hastrup Mølle, som saaledes under Hjemmels Pligt efter Loven for mig og mine Arvinger skal tilhøre Hr. Schjøtt og hans Arvinger eller andre Successorer med de samme Rettigheder og under de samme forpligtelser og og Byrder, hvormed jeg hidtil har eiet samme efter ovenævnte Skjøde og ældre Adkomstdokumenter. Iøvrigt bemærkes:
1) Eiendommen, der er bortforpagtet, men fratrædes af forpagteren d 1ste April, overleveres samme dag Hr. Schjøtt med det Inventarium, som har været Forgængeren overdraget.
2) Alle indtil 31te Martii 1853 inclusive til betaling af forfaldende Skatter og Afgifter samt Bankrenter og Brandpræmier af Eiendommer berigtiges af mig, hvorimod de senere forfaldende Skatter og Afgifter samt Bankrenter og Brandpræmier udredes af Kjøberen, der udenfor Kjøbesummen overtager Bakhæftelsen på Eiendommen, hvorimod Actieretten er ham uvedkommende.
3) Forpagtningsafgiften for Tiden til den 1. April forbeholdes af mig og er saaledes Kjøberen uvedkommende.
4) Alle af Kjøbet gaaende Udgifter saasom til stemplet Papir til Skjøde og Attest til Tinglæsnings Omkostninger, Afgift m.m. udredes med Halvdelen af enhver af os.
Kjøbenhavn 4. November 1852
Rahbek
Til Vitterlighed: Nyegaard og Bertelsen"
"Johannes Frederik Schiøtt. Han havde Bogø Mølle fra 1835 til 1847, og da kom møllens storhedstid, hvis man skal tage efter antallet af ansatte. Schiøtt var født i Skælskør som søn af en konsumptionsbetjent, og umiddelbart før han overtog Bogø Mølle i en alder af 35 år, var han mestersvend med to møllerdrenge under sig hos møller Christian Hansen i Bavelse Mølle, en vindmølle, der lå på Skelbjergvej. Schiøtts kone hed Cathrine Elisabeth Durck og stammede fra København.
Parrets første barn blev født på Bogø lige efter ankomsten til øen, og der var i 1845 født endnu fire børn, så selv om der er langt fra København til Bogø, og dengang endnu længere end i dag, kan Cathrine ikke have kedet sig. Der var masser af liv i møllerboligen, hvor der var to tjenestepiger til at tage af husholdningen, og arbejde var der nok af med de mange børn, en tjenestekarl og hele to møllebetjente. Man ser tydeligt, at det ikke var en familie af bondestand, der var kommet til Bogø Mølle, og allerede kort efter købet drev Schiøtt møllen ved hjælp af en møllersvend og en møllerdreng". Kilde: Anna Marie Lebech, cand. mag., Vejle
Kilde Ejner Bjerre: http://www.nørvang-herred.dk/EjnarBjerre/Thyregod/Hastrup-M%c3%b8lle.pdf: Thyregod Gårdhistorie:
Schiøth-familien i Hastrup mølle.
Johannes Frederik Schiøth var søn af Hans Henrik Schiøth i Odense, men han var født i Skelskør i 1799. Han var gift med Cathrine Elisabeth Durch, der var født i København i 1803. Han havde været melhandler i København, men alle hans børn var født på Bogø, hvor han havde ejet en mølle i flere år. D. 16. sept. 1853 udstedte Schiøth en oblgation på 9000 rd. til det Kongelige Oktroierede Brandassurancekompagni for varer og effekter og stillede sikkerhed i Hastrup mølle. Da tinglæsningen skete så sent, at panteretten i besætning og inventar var ugyldig, blev værdien af disse indføjet i et nyt skadesløsbrev d. 12. juni 1857 og underskrevet af gårdmand Søren Pedersen Krogager i Kokborghuse og mølleforpagter Niels Peter Frederiksen. Den sidste var født i Krusborg i 1826 og søn af Frederik Andersen og Karen Pedersdatter, han var gift med Kirstine Møller fra Taps.
D. 11. marts 1858 udstedte Schiøth en obligation på 4000 rd. til enkemadame Caroline Amalie Johnsen, født Bruun, på Blegdammen ved København. Tidligere havde han lånt 1000 rd. af samme, og for de 2 lån gav han sideordnet prioritet i møllen. D. 13. dec. 1858 indgik Schiøth en temmelig vidtløftig kontrakt med sogneforstanderskabet i Thyregod. i 1856 var der opført en ny bro over omløbet syd for møllen og ligeledes en ny bro over møllekarmen. Efter overenskomst bidrog sognet med 87 rd. 2 mk. 2 sk. til de 2 broer, og Schiøth forpligtede sig og fremtidige mølleejere til at vedligeholde dem begge, og om nødvendigt forny dem i fremtiden uden nogen byrde for Thyregod sogn!
Schiøth havde også fået et lån på 1500 rbd. i Vejle Købstads Overformynderi, dateret d. 27. dec. 1853. I 1853 var Claus August Bischoff mølleforpagter, han var gift med Marie Caroline Charlotte Bentzen, det ser ud til, at de begge var fra Holsten. Schiøth lader til at have passet landbruget, han havde gerne et par tjenestekarle, og efter at døtrene rejste hjemmefra, havde han også en pige. D. 17. nov. 1858 fik proprietær Holbæk på Hastrup lov til at bruge overflødigt vandfra mølledammen til overrisling af sine enge. Der blev lavet et stigbord ved mølledammen med en udskæring på ½ x ½ alen, så vandet til enhver tid havde uhindret løb, og Schiøth fik en godtgørelse på 200 rd. en gang for alle.
Efter Bischoff kom Niels Peter Frederiksen igen som forpagter i nogle år, i 1857 fik han en datter Karen. I 1859 blev han bestyrer i Ågård, og i stedet kom hans yngre bror Christen Frederiksen, der var født i 1836. I 1860 havde Schiøth i stedet bestyrer ved møllen, det var hans brorsøn Johannes Carl Christian Schiøth fra Næstved, søn af farvermester Schiøth. Han havde været konditor i København, d. 5. april 1861 blev han gift med sin kusine Christiane Cathrine Schiøth i Hastrup mølle, og i 1867 købte de en gård i Skærlund i Brande sogn.
I 1862 forpagtede J. C. Andersen møllen, han blev 150 rd. skyldig til den fratrædende Chr. Frederiksen og udstedte en obligation til ham med sikkerhed i sit indbo til værdi 152 rd. 4 mk. Mølleforpagter Jørgen Chr. Andersen var gift med Mette Cathrine Olesen, og de ejede gården Neder Fuglsang matr. nr. 19a. Jørgen Chr. Andersen døde d. 18. aug. 1868, 39 år gl. Enken Mette Cathrine blev d. 16. okt. 1869 viet i Thyregod til tjenestekarl Jeppe Jensen, født i Thyrsting sogn d. 21. jan. 1826, og han overtog forpagtningen af Hastrup mølle. Mette Cathrine kaldes Eskildsdatter ved vielsen, hun var født i Vejle d. 1. juli 1829.
Ejeren af Hastrup mølle Johs. Fr. Schiøth døde d. 21. aug. 1868, hans alder blev opgivet til 67 år. Enken synes at have siddet i uskiftet bo til sin død. Cathrine Elisabeth Durch døde d. 12. jan. 1871, og hendes alder opgives til 66 år.
Skiftet blev sluttet d. 20. juni 1872, og boet blev overdraget til arvingerne:
1. Christiane Cathrine Schiøth, født d. 19. sept. 1835, gift med gmd. Johs. Carl Chr. Schiøth i Skærlund.
2. Hendrine Johanne Theodora Schiøth, født d. 18. okt. 1836, nu i Hastrup mølle.
3. Jens Henrik Schiøth, født d. 18. okt. 1839, nu i Hastrup mølle.
4. Carl Frederik Schiøth, født d. 6. jan. 1842, nu smst.
5. Marie Amalie Schiøth, født d. 14. febr. 1843, nu smst., alle født på Bogø.
Vielsesattest for Elisabeth Durch og fhv. mel-og grynhandler Johs. Fr. Schiøth var vedlagt og desuden et tingsvidne fra Varde ret ved enke Christiane Marie, født Schmidt, der havde været bekendt med familien. Ligeså en erklæring fra farver Schiøths enke Andrea Rasmine Schiøth.
D. 20. maj 1873 blev partsejer i Hastrup mølle Carl Frederik Schiøth gift med jomfru Hansine Andrine Marie Christiansen, der var født i Grynderup ved Viborg d. 12. apr. 1844, men nu opholdt sig i Kokborg. D. 4. marts 1874 blev broderen Jens Henrik Schiøth gift med frøken Thora Emilie Petrea Rosenfeldt, der var født i Assens d. 16. jan. 1842, datter af toldkontrollør Mathias Peter Rosenfeldt i Fåborg. Ved vielsen kaldtes han mølleejer, men der er ikke fundet noget skøde.
Carl Frederik Schiøth drev landbrug på stedet Enrum, der omfattede en del af Hastrup mølles mark. Der boede de fra 1873 til 1886, og deres 6 børn var alle født der:
1. Johannes Frederik, født d. 13. apr. 1874.
2. Christian, født d. 12. okt. 1875.
3. Theodor Johan, født d. 17. dec. 1877.
4. Elisabeth Cathrine Magdalene Marie, født d. 23. apr. 1880.
5. Carl Christian, født d. 12. maj 1882.
6. Magdalene Amalia Marie, født d. 25. maj 1885.
Thora og Jens Henrik Schiøth fik 4 børn:
1. Frederik Vilhelm Aagesen d. 29. juni 1875.
2. Mathias Peter Valdemar d. 4.apr. 1879.
3. Anna Dorthea Elisabeth d. 21. aug. 1881.
4. Helga Theodora Johanne d. 10. okt. 1884.
Mølleejer Jens Henrik Schiøth døde d. 5. maj 1886, 46 år gl. Efter familiens oplysninger skal broderen Carl Frederik reelt have overtaget møllen allerede i 1884, men skødet er først dateret d. 5. maj 1886. C. F. Schiøth drev mølleriet til 1914, derefter var der kun formaling af eget korn og lidt fra enkelte kunder. Det var derefter landbruget, der var det vigtigste, men der var også anlagt en meget stor og smuk have vest for det nye stuehus, og Hastrup mølle var mål for mange udflugter, ligesom afholdsforeningen holdt sin årlige fest der med bal på åben estrade.
Mølleriet nedlagt.
D. 13. sept. 1919 blev der tinglyst skøde fra Carl Frederik Schiøth til søn Christian Schiøth, der skal have drevet landbrug og mølle fra 1908, igen efter familiens oplysning. C. F. Schiøth døde d. 7. dec. 1922. Christian Schiøth var giftmed Christine Mortensen, født d. 3. nov. 1887 i Jelling, datter af landpost og smed Christen Mortensen. Endnu i 1906 boede de i Enrum og drev landbrug. I Christian Schiøths tid blev der frasolgt jord til 3 naboejendomme.
D. 27. juli 1938, skøde tinglyst fra Christian Schiøth til fiskeriejer Nis Nissen Jøker fra Fasterholt på Hastrup mølle meddet resterende jordtilliggende. Christian Schiøth flyttede til Thyregod, hvor han byggede Skolegade, der boede han til sin død d. 6. maj 1958. Nissen Jøker købte matr. nr. 19q med htk. 1 fkr. af Jens Chr. Andreasen i Fuglsang. Det var en engparcel. I engen ved den gamle mølledam blev der oprettet fiskedamme, men det viste sig, at vandet ikke egnede sig til fiskeyngel, så fiskene måtte have en vis størrelse, inden de kunne sættes ud. Nissen Jøkers 2 døtre drev beværtningen,indtil krigen brød ud i 1939.
D. 15. maj 1941, skøde tinglyst fra N. Nissen Jøker til svigersøn Troels Bjerre fra Fasterholt på Hastrup mølle med fiskeri. Der blev bygget en villa "Solbakken" ved Hastrup mølle, og der boede den anden svigersøn Hans Hansen.D. 16. jan. 1946, skøde tinglyst fra Troels Bjerre til købmand og kartoffelhandler Ansgar Mortensen i Thyregod på matr. nr. 2a Hastrup, htk. 1 fkr. 1/4 alb., matr. nr. 2b do., htk. 3 skp. 2½ alb., og matr. nr. 19q do., htk. 1 fkr. Købmand Mortensen anlagde flere ørreddamme, og i nogle år blev der produceret mange fisk ved Hastrup mølle. Til landbruget blev der ansat en bestyrer, og den store have holdt næsten en mand beskæftiget om sommeren.1980: ejer Christa Mortensen, Thyregodvej 57 Hastrup. 1995: Vagn Wistesen. 1997: Jes H. Wistesen, Thyregodvej 57A
|