Niels Enevoldsen og Mette Michelsdatter blev gift den 16 april 1754 i Thyregod Kirke. I Kirkebogen står: "1754 – No. 160: Torsdag efter Dom. Reminisc. trolovet Niels Enevoldsen med Mette Michelsdatter, begge Tienende paa Hastrupgaard. Copuler. Fer. 3 Pasch. sc. d. 16. Marty."
Niels Enevoldsen og Mette Michelsdatter fik et uægteskabeligt barn fem år før indgåelsen af deres ægteskab. Det var sønnen Vollert Nielsen, som blev født i 1749. Han døde hos moderen på Kjærgaard otte uger gammel.
Niels Enevoldsen og Mette Michelsdatter boede først i Kjærgaard, Thyregod. De havde begge været i tjeneste på Hastrupgaard. De må være flyttet fra Thyregod til Baggeskær i Herning sogn efter Christophers dåb i Thyregod 1757, men inden Lenes dåb i 1759 i Herning. Den gamle Enevold, som var blevet enkemand i 1750, flyttede åbenbart op til dem senere, idet han døde i Baggeskær i 1778. Hvad der fik dem til at flytte, kan der kun gisnes om, men en ejendommelighed var, at omkring den tid hed præsten i Thyregod Hans Pedersen Bering, medens præsten i Rind/Herning hed Vitus Pedersen Bering. De to brødre kunne måske have medvirket. Herremanden på Hastrup kunne også have været med i det, for en fæster i stavnsbåndets tid kunne ikke bare forlade sin stavn uden tilladelse. Niels Enevoldsen nævnes ikke som fæster i Baggeskær, som tidligere havde været ejet af herregården Herningsholm. Da Niels Enevoldsen den 18. maj 1772 lånte 150 rdlr. af mølleren i Kideris Mølle, som lånte penge ud, så kunne det være til købet af fæstegården til selveje.
Baggeskær, der menes at være en af de ældste gårde på Herning-egnen, lå fra gammel tid sydligst i Herning sogn tæt ved bækken, der var skel mellem Herning og Snejbjerg sogne. Jordtilliggendet var stort, men det var mest hede, kær og mose. Gården lå ensomt og adskilt af den store Knudmose fra Herning, som vel knap nok var blevet en by endnu.
Ved folketællingen i 1787 boede der følgende i Baggeskær: Niels Enevoldsen, bonde og gårdboer, 62 år, gift med Mette Michelsdatter, 62 år; endvidere børnene Enevold, Lene og Anne samt to tjenestedrenge.
Niels Enevoldsen drev Baggeskær indtil 1797 og afstod den da til sønnen Enevold Nielsen. I 1835 udstykkedes gården Nykjær fra Baggeskær. På den jord, som tidligere tilhørte Baggeskær, blev der bygget endnu flere gårde. Det er disse gårde, som senere lagde jord til Messecenter Herning. Et nyere stuehus til Baggeskær, som endnu ikke er nedrevet, ligger syd for messecentrets store parkeringsplads.
Skødet vedr. Niels Enevoldsens salg til sønnen er indført i Hammerum Herreds skøde- og panteprotokol 1797 - 1805, folio 38 og lyder således:
"Underskrevne Niels Enevoldsen af Baggiskiær giør vitterlig, at jeg haver solgt og afhændet fra mig og mine Arvinger til min kiære Søn Enevold Nielsen og hans Arvinger min eyende og paaboende Gaard, Baggiskiær i Herning Sogn, Hammerum Herred, Ringkjøbing Amt beliggende, hvis Hartkorn er 4 Tdr. og 1 Skp., skriver fiere Tønder og en Skieppe, hvilken Gaard med paastaaende Bygninger, tilhørende Ejendomme, Herligheder og Rettigheder i Mark og Bye skal fra Dato tilhøre ovenmeldte min Søn og hans Arvinger; tillige sælger ieg ham herved den i Gaarden værende Ind- og Udboe og Besætning, derfra allene undtagen, hvad ieg i Aftægtscontract af Dags Dato har forbeholdt mig, og hvilken Contract Kiøberen forbindes i alle Dele til at opfylde. Kiøbesummen for Gaarden er 298 Rdlr., deraf har ieg i Dag modtaget 198 Rdlr. - Resten, et hundrede Rigsdaler, er mig betalt ved lovlig Forskrivning fra Kiøberen, der først ved min og Hustrues Dødsfald erlægges til min ugivte Datter Anne Nielsdatter, saafremt hun ikke før bliver gift eller myndig, thi da modtager hun strax Pengene, dog uden Renter. Og som mig saaledes er sket fuldkommen Fyldest og Vederlag for den solgte Gaard med samme Besætning, saa forpligter jeg mig og Arvinger at hiemle Kiøberen og Arvinger samme fri for hver Mands lovlige Krav og Tiltale.
Dette mit udgivne Skiøde maa tinglæses og protocolleres uden mig derfor nogen Varsel at give.
Til Bekræftelse under min Haand og Segl.
Baggiskiær den 25. september 1797. Niels Enevoldsen."
Den i skødet omtalte aftægtskontrakt lyder i uddrag således:
"1.
Ved Skiøde af Dags Dato haver jeg Niels Enevoldsen afhændet min hidtil eiende og paaboende Gaard Baggiskiær til min kiære Søn Enevold Nielsen tillige med det meste af Gaardens Boe og Besætning paa de Vilkaar, at ieg og Hustrue Mette Michelsdatter skal fremdeles nyde Ophold og Pleje med øvrige Fornødenheder, af hvad Navn nævnes kand, uden Undtagelse hos bemelte vor Søn, og endskiønt det er vores Tanker at forblive i Huset hos ham, er hand dog pligtig, saasnart vi bliver anderledes sindet, og vi det forlanger, at skaffe os følgende:
a. Bopæl i det lidet Hus, som er liggende norderst for Gaarden.
b. Med samme skal følge til vores Brug og Nytte alt det Agerjord, som er beliggende omkring samme indtil ___ dagen, tilligemed Eng i Nørkiær for det nørre Ende af og indtil den Skiæl, som nu er ring om. Sæden, der er i Jorden, tilhører mig, og for det halve deraf, som den i Huset værende Beboer ved hans Fraflyttelse tilkommer, nyder jeg godtgørelse efter tvende uvillige Mænds Skiønnende.
c. Vores Søn forskaffer os aarlig 40 Læs Tørv og 2 Læs Klyne, tør i Stak.
d. Arbejdet ved vores Kornsæd med Pløjning, Harvning, Slet og Høst samt Høe og Kornagen besørger vor søn forrettet.
2.
Naar jeg Niels Enevoldsen og Hustrue flytter i Huset, medtager vi, hvilken Koe vi vil af dem, som findes i Gaarden, saavelsom og 4 Faar af de bedste. Af Boehave medtage vi vor Seng, 1 Rok, et par Karter, 1 Øltønde, 2 Stole, 1 lidet Bord, 2 Egekister, 1 Ballie, 1 Spand, 1 Strippe, 1 liden Kobberkedel, 1 hængeskab, 1 Spade, 1 liden Thekedel, 1 Viseværk, 1 Spejl og 1 Greb samt 1 Høle.
3.
I bemeldte Huus beholder vi tvende gamle Bopæl, saalænge vi lever, uden nogen slags Afgift.
4.
De 100 Rdlr., som min Søn skylder mig på Gaardens Kiøbesumma, beholder hand uden Krav efter den mig derefter meddelte Bevis, indtil min Datter Anne bliver myndig, eller bruges ved hendes Bryllup og Trolovelse, som anslaas for 30 Rdlr., og de 70 Rdlr., som derefter bliver tilovers, skal hun have udbetalt ved vores Død, ligesom hun og ved Skifte tilfalder hendes Anpart af, hvad som bliver tilovers fra vores Begravelse."
Aftægtskontrakten slutter med punkt 5, der indeholder en bestemmelse om, at kontrakten skal gælde mellem parterne uden nogen forandring eller indvending, ligesom aftægtsbyrden hviler som en prioritetsret på gården.
Aftægtskontrakten er dateret den 25. september 1797 og underskrevet af Niels Enevoldsen og Enevold Nielsen.
|