- Brande Kirkebog starter først i 1774. Derfor er Bertels fødeår angivet som ca. 1771. 1774 er selvfølgelig længe siden, og det kan derfor virke mærkeligt at skrive, at Kirkebogen "først" starter i 1774, men set i forhold til de to andre fremherskende sogne i denne slægtsbog er 1774 sent. Højby Kirkebog starter f.eks. allerede i 1700, mens Thyregod Kirkebog starter i 1713. Den sene Kirkebog i Brande betyder, at der "tabes" ca. tre generationer af historien.
Bemærk at Bertels far hedder Søren Lassen. Beviset for, at det er Søren Lassen, der er faderen, og ikke Christen Jensen, som Bertels mor Ane gifter sig med 2. gang, ses i folketællingen 1787 for Brande, Nr. Askjær, hvor der direkte står, at Bertel Sørensen er Ane Lasdatters barn af første ægteskab. Vel fordi det er det andet kuld børn, han er vokset op sammen med, benævnes Bertel undertiden, eksempelvis ved Ane Johannes dåb, som Bertel Christensen.
Kirkebogen for Thyregod 1823-1850, side 487 om hans død oplyser, at han dør 62 Aar gammel. Jeg udleder hans fødeår ud fra denne angivelse. (Poul Erik Christiansen har ham født ca. 1760, men det mener jeg - på baggrund af Kirkebogen - ikke er rigtigt.)
Det sjette og sidste barn hedder Anders Severin Bertelsen, og det kunne tyde på, at der i virkeligheden er et barn mere (Severin = 7.) Jeg har desværre ikke kunnet finde dette barn. For årene før 1815 er Thyregod Kirkebog også meget utydeligt skrevet og mikrokortene har næsten ingen kontrast, så det er - ærgerligt nok - meget svært at læse.
Den 21. oktober 1808 skødede Jens Michelsen af Nørre Hindskov hovedparcellen af Nørre Hindskov med hartkorn 1 td. 6 skp. 1 3/5 alb. til Bertel Sørensen fra Askjær. Købesum 311 rd. 4 mark. Desuden skulle Bertel Sørensen indfri et lån 88 rd. 2 mark til den Almindelige Enkekasse.
Fra "Skjøde og Panteprotocol No. 12. Fol 618 (Ejnar Bjerres udskrift, fra Thyregod Lokalarkiv):
Panteobligation.
Kjendes jeg Bertel Sørensen af Nørre Hindskou at være skyldig til velagte Søren Christensen af Hesselbierre den Summa 220 Rbd. 4 Mk. rede sølv, som han paa Begiering haver laant mig. Til desto meere Betryggelse for indbemeldte Capital pantsætter jeg min selveiende Gaard i Hindskou, som staar for Hartkorn 1 Td. 6 Skp. 1 3/5 Alb.
Skrevet paa Brandholm den 22. Juni 1819, Bertel Sørensen
Til Vitterlighed: O. Arrevad og N.K. Arrevad.
Bertel dør den 18. oktober 1832, 62 år gammel. Der er skifte den 30. marts 1833, og Enken Marie Sophie Mortensdatter fik gården overdraget. Den blev vurderet til 250 Rigsbankdaler, og boets beholdning var 97 Rbd.
Der var fire børn: Søren på 21½ år, Christen på 13 år, Severin på 9 år og datteren Ane Johanne på 23 år. Mathias Nees Andreas blev lavværge for enken, og børnenes farbror gårdmand Søren Christensen i Hesselbjerge blev værge for dem.
Den 3. juli 1838 er der et skøde fra Marie Sophie Mortensdatter til Søren Andersen, Vindelev, der købte gården af hende for 300 rigsbankdaler sedler & tegn. Sønnen Christen Bertelsen blev tjenestekarl på gården, hvor Marie Sophie Mortensdatter dør som aftægtskone den 26. april 1854, 68 år gammel.
Christen bliver senere murer, husmand og træskomand i Dørken. At det ikke altid gik alt for godt, fremgår af nedenstående citat, hvor Bertel Sørensen søger henstand med skatten! Hvordan historien ender, og om de rent faktisk får udsættelse, fremgår desværre ikke af bogen.
Johannes Krusborg, Thyregod sogn, 1980, Side 51: "Skatterne forhen i tiden kunne ofte, som nu, være meget tyngende. Her er en del sognemænd fra Thyregod sogn 1823 som søger henstand med betalingen af skatterne.
Underdanigst Promemoria
Da pengemangelen og den nuværende terminstid, da vi skal betale vores rentepenge, gjør det umuligt for os i denne tid, at betale vore resterende skatter for 1822, og vi intet har at lade sælge til sammes betaling uden de for os og vore familier højst uundværlige ting, saa vover vi undertegnede hermed underdanigst at ansøge Deres Velbaarenhed om hjælp og redning i denne vor nød, med ydmyg bøn om, at Deres Velbaarenhed ville, saafremt det er Dem muligt, naadigst at tillade eller foranstalte, at vi maatte blive frie for at møde med pantegodset i Vejle førstkommende 28. juni, og at vi måtte forundes henstand med restansernes betaling indtil i Oktober maaned dette aar, da vi naar vi faar vort korn indavlet bedre kunne betale samme uden at blive ruinerede.
Thyregod sogn den 16. juni 1823.
Underdanigst
Berthel Sørensen, af Hindskou
Kristen Pedersen, af Hindskou
Laurids Olesen, af Hindskou
Lars Nielsen, af Hindskou
Hans Nielsen, af Lønaae
Søren Clausen, af Lønaae
Peder Andersen Riis, af Lønaae
Knud Mortensen, af Lønaae
Anders Pedersen Skierlund i Dørken
Anders Nielsen Kartborg i Thyregod
Niels Chr. Andersen, i Lars Larsens gaard
Morten Christensen Kiergaard
Højvelbaarne
Herr Cancellie Asessor
Bye og Herredsfoged Hersleb
i Vejle"
------
Vidne til: Søren Bertelsen, Gift 31 dec 1831 Thyregod Kirke
Vidne til: Bertel Sørensen, Døbt 8 dec 1831 Hjemme
|