| Notater |
Gift:
- https://stegemueller.dk/naar-man-hele-tiden-har-telefonen-paa-sig/
Når man hele tiden har telefonen på sig
Disse dage har jeg hele tiden telefonen på mig, for jeg kender en meget gammel dame, der måske bliver 99 år den 30. januar 2024 — men det gør hun nok ikke … Jeg forventer at få den svære opringning eller den svære SMS. Den har jeg nu ventet på i en uge.
Der er ikke noget forkert i at give slip på livet, når man har haft 98 dejlige år og ser tilbage og højt siger "Jeg har kun gode minder"; når man er et menneske, der har givet slægten videre med både børn, mange børnebørn og endnu flere oldebørn. Det er på en underlig måde smukt.
Alligevel er jeg ked af det! Det er altid svært at være tilbage. Den gamle dame er min fars ungdomskæreste: "Han var den første dreng, jeg kyssede". Familierne holdt sammen, selvom hun traf en ung mand, hun bedre kunne lide og giftede sig med ham i stedet. Som en af sønnerne siger "Familierne var vævet ind i hinanden".
Som efterladt vil man altid spørge sig selv, om man kunne/skulle have gjort noget andet. Man vil altid have dårlig samvittighed over ikke at have aflagt tilstrækkeligt mange besøg osv. Jeg tænker på, om jeg burde aflægge besøg nu, men er kommet frem til, at familien skal have den tid, der er tilbage, og at det nok heller ikke vil give mening. Der skal jeg ikke interferere.
Og hvem er hun og hendes mand?
Jeg kom til København med min lille kuffert den 1. august 1980 som en 16-årig noget forpjusket fugleunge. Og steg af bornholmerbåden i Havnegade kl. 7 om morgenen og følte mig fri og lykkelig.
Noget tid efter opsøgte jeg den nu gamle dame og hendes mand. Jeg kendte dem en ganske lille smule, fordi de havde været til tante Kis' 60 års fødselsdag den 14. maj 1979, der blev holdt på Bornholm hos min "mor" og psykopaten. De fornemmede på en ½ dag, at noget var helt ad Hekkenfeldt til og sagde "Du er velkommen til hver en tid".
Jeg tog dem på ordet og dukkede en dag op i Kgs. Lyngby. Og de havde hjerterum og husrum til på en måde at indlemme mig i deres familie. De tog sig ganske enkelt af mig, og de havde overskud. Jeg kom til et helt andet socialt lag, hvor børnene gik på hhv. universitetet hhv. Kunstakademiets Arkitektskole. Det var jeg ikke vant til. Jeg var så dum, at jeg troede, man kunne leve af at være student … Derfor ville jeg have en studentereksamen.
Selvom jeg var 16 år, kom hun og puttede mig, når jeg overnattede hos dem i weekends. Det var stort og ukendt. Var den yngste søn ude med civilforsvaret, fik jeg hans værelse, og ellers fik jeg sofaen i stuen.
Hos dem fik jeg mit første hoved til en elektrisk tandbørste. Der blev sat en lille farvet ring på, og det fik plads sammen med deres oppe i skabet til højre for håndvasken. Jeg var pludselig en del af en familie. Det var også stort og ukendt.
Da jeg i 1983 blev student, holdt de en fin middag for mig, hvor hele deres familie var der sammen med også min fars fætter og hans kone. Jeg har haft et billede, hvor jeg sidder i midten og den nu gamle dame og hendes mand sidder på hver sin side af mig. Det er jo længe før, man scannede sine billeder, og jeg ved ikke, hvor papirversionen er blevet af. Pokkers også. Jeg vil på et passende tidspunkt spørge sønnerne, om de evt. har en version.
Jeg har stadig deres gave: En fin papirkniv i sølv fra Georg Jensen, og den ligger i vindueskarmen i "kontoret", så jeg ser den dagligt. Det fortalte jeg hende, og hun sagde "Ja, den har du ikke meget brug for mere …".
Ægteparret skubbede på, så jeg fik først studentereksamen (fra kursus) og senere en længerevarende uddannelse. De var på en eller anden måde klar over, at jeg nok kunne lidt mere end at fortsætte med at massere gulve i De Gamles By.
Da vi sås igen ca. 40 år senere, takkede jeg for alt det, de havde gjort for mig engang i fordums tid. Hun svarede bare "Jamen der var jo ikke andre". Sikke et overskud. Tænk at man bare ser det som en art helt naturlig "forpligtelse" at tage sig af en 16-årig forpjusket fugleunge, når der ikke var andre.
|
Mand
Kvinde
